Midnatsbiblioteket

“Midnatsbiblioteket” var en ganske anderledes læseoplevelse - en jeg flere gange var tæt på at opgive. Langt ind i historien kæmpede jeg med en fortælling, der forekom mig prætentiøs, rodet og fattig på dybde - kort sagt uinteressant. Men en roman, der har vundet Goodreads Choice Award 2020 for bedste roman og solgt i millioner af eksemplarer verden over, måtte have noget at byde på - så nysgerrigheden på noget måske uopfordret, blev drivkraften. Og godt for det. For det endte med at blive en overraskende og sublim læseoplevelse - langt fra den middelmådighed, jeg først havde forudset. Men inden jeg nåede dertil, måtte jeg igennem en del med hovedpersonen, Nora, fuld af fortrydelse og som bærer på dybe ridser i sjælen. Hun er livstræt, tynget af angst og et skrøbeligt selvbillede, der får hende til at vende ryggen til de muligheder, livet har givet hende. Hendes liv kunne have taget mange veje - til succes, anerkendelse, kærlighed - men i stedet har hun fravalgt det hele og givet sig hen til melankolien. Fortrydelsen hviler tungt på hendes skuldre. Hun har skuffet sig selv, sine venner og sin familie. Da hendes kat dør, bliver det dråben, der får hendes dødsønske til at overtage. Men hendes exit går ikke som planlagt. I stedet vågner hun op i et mærkværdigt mellemrum mellem liv og død - Midnatsbiblioteket. Her møder hun Fru Elm, en venlig og vis bibliotekar fra hendes barndom, som giver hende en enestående mulighed: At træde ind i alternative versioner af sit liv. At opleve, hvordan tingene kunne have udspillet sig, hvis hun havde truffet andre valg. Romanen kredser om tunge tematikker som - svigt, selvmord, jagten på mening, kærlighedens skrøbelighed og depressionens skygger. Men den er også en historie om håb - om at finde livsmodet igen, selv når alt synes tabt. Matt Haig bygger i romanens første del en kaotisk og til tider frustrerende fortælling op, men i bogens sidste hundrede sider samler han trådene med en imponerende præcision. Det, der længe har virket fragmenteret og retningsløst, falder pludselig på plads i et mønster, der giver mening. Jeg er dybt imponeret over den måde, Haig afslutter sin fortælling på. Med en sjælden elegance vender han livets kaos på hovedet og lader læseren spejle sig i en erkendelse, der føles både rørende og sand. Jeg må erkende, at jeg havde undervurderet romanens opbygning. Den snedige konstruktion stod først klart for mig efter tohundrede sider - men da den først satte sig, efterlod den et aftryk, der ikke sådan forsvinder.